Løkke: Vi skal bruge valgkampen til at tale politik

Skrevet af admin

27/05/2015

Mest læste i dag

- Vi politikere har skabt et system, som betyder, at næsten 800.000 danskere er på en eller anden form for forsørgelse.

Sådan lyder det fra Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, der i sit første møde med pressen efter valgudskrivelsen slog fast, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde, så flere danskere kommer med i fællesskabet.

- Valget 18. juni handler om, hvordan vi kan gøre verdens bedste land endnu bedre, siger Lars Løkke Rasmussen, der fremhæver, at Venstre går til valg på at indfører et loft over kontanthjælpen og skattelettelser for de mindste indkomster.

- Alt for mange har en alt for lille gevinst ved at arbejde end ved at lade være, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han fremhævede et konkret eksempel fra en lille virksomhed, der havde ansat en kontanthjælpsmodtager, som efter to måneders solidt arbejde bad om 20 kroner ekstra i timen.

Ifølge Løkke fortalte personen sin arbejdsgiver, at han havde regnet på det, og forskellen mellem at arbejde og være på kontanthjælp var for lille, derfor ville han have lønforhøjelse, hvis han skulle blive i jobbet. Men det havde virksomheden ikke råd til:

- Enden på det hele blev, at manden sagde op. Det er en historie, som jeg ikke ønsker at opleve i Danmark. Hvis man kan arbejde, så skal man arbejde, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han fastslog samtidig, at Venstre vil styrke virksomhedernes konkurrenceevne, så der blandt andet bliver råd til at finansiere verdens bedste sundhedsvæsen og et højt uddannelsesniveau blandt danskerne.

Samtidig skal der sikres vækst uden for København og Østjylland:

- Vi skal bruge alle kræfter og penge på at skabe job i den private sektor, så der bliver råd til at betale for alt det, vi gerne vil, siger Lars Løkke Rasmussen.

De første spørgsmål fra pressen handlede dog om Lars Løkke Rasmussens egen person.

Mens blå blok ifølge meningsmålingerne står til at vinde valget, så taber Løkke gang på gang kampen i målingerne om, hvem der er mest troværdig: Thorning eller Løkke.

Det affødte spørgsmål om, hvordan Løkke vil tackle det i valgkampen:

- Valget handler først og fremmest om politik. Selvfølgelig handler det også om, hvem der skal være statsminister. Men jeg er ikke politik for at pleje min karriere. Jeg er her, fordi jeg vil gøre en forskel, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/