Løkke vil afsætte milliardbeløb til terrorbekæmpelse

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger på partiets sommergruppemøde, at regeringen i 2025-planen vil afsætte et "milliardbeløb" til Forsvaret, politiet og efterretningstjenesterne for at beskytte danskerne mod terror.

- Det har været en meget tragisk sommer. Og jeg forstår godt de mange danskerne, der sidder med en lidt knugende fornemmelse og spørger sig selv, hvornår kommer det til os.

- Det er en angst, der skal tages alvorligt. Vi skal passe på Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han fastslår, at regeringen først på et senere tidspunkt vil vende tilbage til, hvor mange penge der skal sættes af, og hvordan de skal bruges. Det kan måske ske i forbindelse med 2025-planen, som ifølge Løkke fremlægges sidst på måneden.

- Vi står over for et sikkerhedsbillede, som ikke bliver tryllet væk. Hverken når det gælder forsvarspolitik, ISIL (et andet navn for Islamisk Stat, red.) eller terror. Derfor er vi nødt til at lave en politik, der kan imødegå truslen, siger statsministeren.

/ritzau/

Dagens Gossip