LA: Dansk integrationspolitik er slået fejl

Skrevet af admin

15/09/2014

Dagens topnyheder

Skiftende regeringers integrationsindsats er dumpet.

Sådan lyder det fra Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, efter at en ny analyse i ugebrevet Mandag Morgen viser, at indvandrere fra ikke-vestlige lande i dag koster samfundet to milliarder kroner mere, end tilfældet var i 2010.

Siden finanskrisens start i 2008 er antallet af indvandrere fra ikke-vestlige lande, som modtager forsørgelse, vokset med 35 procent.

Sidste år nåede antallet knap 100.000 fuldtidspersoner, og udviklingen står i kontrast til regeringens målsætning om, at 10.000 flere indvandrere og efterkommere skal i arbejde i 2020.

- Det er en kæmpe udfordring for samfundsøkonomien, og det viser, at integrationsindsatsen under skiftende regeringer har slået fejl, fordi for mange flygtninge er kommet hertil, og fordi ressourcekrævende integrationsprojekter ikke har formået at få folk i arbejde, siger Samuelsen.

- Når det gælder indvandrere, så skal vi stille krav om, at de skal forsørge sig selv i fem år for at komme hertil. Altså lukkede kasser.

- Og hvad angår flygtninge, så må vi erkende, at de nuværende regler har resulteret i, at folk flygter på tværs af jordkloden for at få hjælp. Det skal vi dæmme op for ved i stedet at hjælpe flygtninge i nærområderne. Det kræver, at vi kæmper for at få ændret konventionerne, siger Liberal Alliances leder.

Liberal Alliance vil desuden spare penge på "nytteløse integrationsprojekter" og i stedet bruge pengene på lavere skatter og afgifter til erhvervslivet og mulighed for midlertidig indslusningsløn.

/ritzau/