LA om topskat: Vi er ikke tilfredse med fem procentpoint

Skrevet af Redaktionen

02/09/2016

Dagens topnyheder

Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, har tiltrukket sig stor opmærksomhed med sit budskab om, at han vil vælte regeringen, hvis ikke topskatten lettes med fem procentpoint.

Og det budskab blev gentaget, da Anders Samuelsen fredag mødte op i Finansministeriet til det første møde med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) om regeringens 2025-plan og finanslov.

Spørgsmål: Vil du sige til Hjort, at hvis han holder fast i sin plan, så styrer regeringen mod et valg?

- Jeg tror, han har set vores pressemøder, så der er ikke noget nyt i det. Vi har klart markeret vores minimumskrav. Men dermed ikke sagt, at vi er tilfredse med det, siger Anders Samuelsen.

Hans håb er at få overtalt regeringen til at halvere topskatten fra de nuværende 15 procent til 7,5 procent.

- Det, regeringen har lagt frem, er meget kompliceret. Og det komplicerer vores skattesystem endnu mere, end det er i forvejen. Det kan vi gøre meget smartere.

- Vores budskab er, at hvis vi bruger råderummet på 40 milliarder på en fornuftig måde, så kan vi halvere topskatten. Ikke bare fjerne fem procentpoint, siger Anders Samuelsen.

Ved at bruge råderummet på skattelettelser vil det ikke kun være danskere i toppen af lønskalaen, som vil kunne få en lettelse:

- Vi kan sørge for, at alle danskere - selv den lavestlønnede - får 13.000 til 14.000 kroner mere i råderum i 2025. Det er en meget stor velstandsstigning for den enkelte. Og vi kan også tage fat i registreringsafgiften, siger Anders Samuelsen.

Anders Samuelsen gentager sin opfordring til, at de fire borgerlige partier danner en regering med fire partier og laver en "velstandsplan" sammen.

Spørgsmål: Hvordan ser det ud, når du truer regeringen med valg?

- Alle partier har røde linjer. Vi ved, at Dansk Folkeparti ikke kommer til at skrive under på en finanslov, hvor der er minusvækst i den offentlige sektor. Det er vi villige til at diskutere, selv om det bestemt gør ondt på os. Men det kigger vi på.

- Og regeringen har deres røde linjer. Sådan er det, siger Anders Samuelsen.

Liberal Alliance har et særligt fokus på topskatten i forhandlingerne, men partiet vil ligesom De Konservative også kæmpe for tryghed for boligejerne:

- Ifølge regeringen er der et kæmpe råderum på 40 milliarder kroner. Det kan vi bruge til at sikre, at ingen borgere i dette land bliver sat op i skat, siger Anders Samuelsen.

/ritzau/