Landbruget: Milliardrabat på PSO-afgift hjælper kun få

Skrevet af admin

31/08/2015

Dagens topnyheder

Landbrug & Fødevarer er glade for, at EU-Kommissionen har sagt god for, at Danmark må give energitunge virksomheder rabat på PSO-afgiften, som både forbrugere og virksomheder betaler for at støtte den grønne omstilling.

Den nye ordning hjælper dog kun meget, meget få danske virksomheder, lyder det.

- Der er tale om en kompensationspulje på omkring 2,5 procent af det samlede PSO-beløb på over syv milliarder kroner, der skal opkræves i 2015, siger Jens Astrup Madsen, energichef i Landbrug & Fødevarer, i en pressemeddelelse.

Han nævner, at PSO-lempelsen blandt andet vil komme de energiintensive danske kartoffelmelsvirksomheder og oliemøller til gavn.

I alt bliver 1,1 milliarder kroner målrettet industrien frem mod 2020 ifølge Energiministeriet.

Da ordningen allerede inden sommerferien blev vedtaget i Folketinget i Vækstpakken, forventes det, at kompensationen kan udbetales de pågældende virksomheder i løbet af kort tid.

- Det er altid positivt, når politiske intentioner om forbedrede rammevilkår også udmøntes i virkelige besparelser for erhvervslivet, siger Jens Astrup Madsen.

Trods mange positive politiske tilkendegivelser hjælper den målrettede PSO-løsning eksempelvis ikke el-intensive og konkurrenceudsatte fødevareerhverv som slagterier, mejerier og gartnerier, lyder det.

- Det er helt afgørende, at politikerne med den ny energiminister i spidsen hurtigst muligt følger op på løfter om at udvide kompensationsordningen, og at der også sker en mere generel lempelse for alle virksomheder.

- Samtidigt skal der findes en anden langsigtet løsning på finansieringen af udbygning med vedvarende energi, da kommissionen har underkendt hele det danske PSO-system med virkning fra 2017, siger Jens Astrup Madsen.

/ritzau/