Landsret: Ok at udlevere til fyldte fængsler i Rumænien

Tre rumænske kvinder kan udleveres til hjemlandet, selv om de bliver anbragt i stærkt overfyldte fængsler.

Det har Østre Landsret fastslået i en kendelse. Den drejer sig om en mor og hendes to døtre, der bor i Nordsjælland.

Der er ingen grund til at tro, at der er "en reel fare for, at de vil blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling," skriver dommerne.

Netop for at tage bestik af de rumænske fængsler har det rumænske justitsministerium lavet en detaljeret redegørelse om forholdene.

Kvinderne kan forvente at blive varetægtsfængslet i et fængsel i Arad.

Her er overbelægningsgraden på 177 procent, i forhold til at der skal være fire kvadratmeter til hver person.

Hvis de dømmes, skal de afsone i Bacau-fængslet. Her er belægningsgraden på 134 procent, fremgår det.

Den rumænske kriminalforsorg har givet en garanti. Forholdene vil "sikre dem to-tre kvadratmeter personligt rum, inklusive seng og tilhørende møbler," hedder det.

I øvrigt vil kvinderne have adgang til koldt vand, ligesom cellernes vinduer giver mulighed for naturligt lys og udluftning.

Og om det ene fængsel hedder det også, at "alle celler er tilsluttet enhedens varmecentral."

En af kvindernes forsvarere siger i en kommentar, at han vil forsøge at få tilladelse til at appellere afgørelsen til Højesteret.

- Det er en temmelig overraskende kendelse i betragtning af udtalelserne fra de rumænske myndigheder, siger advokat Thomas Smed.

Han og de øvrige forsvarere har peget på risikoen for umenneskelighed behandling ved en udlevering.

Men landsretten er altså enig med anklagemyndigheden om, at der ikke er en reel fare.

Kvinderne anklages for organiseret menneskehandel. Sagen er rejst som en udløber af det store sagskompleks, Hvepsebo-sagen, som dansk politi har arbejdet med.

Også rumænsk politi og anklagemyndighed deltager i opklaringen og har altså forlangt udlevering af de tre. De har siddet varetægtsfængslet siden april.

I første omgang sagde Retten i Hillerød i øvrigt, at Justitsministeriets beslutning om udlevering ikke var lovlig. Men dette skyldes juridiske forhold omkring den rumænske tiltale.

/ritzau/

Dagens Gossip