Lars Jørgensen vil lukke sit KIF-forsvar mere ned

Skrevet af admin

23/11/2014

Dagens topnyheder

For en uge siden vandt håndboldherrerne fra KIF Kolding København med 29-28 over Wisla Plock fra Polen.

Søndag mødes de to hold igen, denne gang i Brøndby.

KIF-veteranen Lars Jørgensen glæder sig over, at KIF Kolding København har fået en så god indledning på Champions League, at holdet fører gruppen sammen med FC Barcelona, men det stiller også krav til holdet i søndagens kamp.

- Vores sejre over Flensburg og Plock og vores uafgjorte mod Barcelona kan alle sammen være ligegyldige, hvis vi ikke leverer i de resterende kampe, og den første er nu, siger Lars Jørgensen i en pressemeddelelse.

Fusionsholdet har spillet fint angrebsspil, men Lars Jørgensen er ikke helt tilfreds med antallet af mål, der er scoret mod KIF Kolding København.

Derfor har Lars Jørgensen og Torsten Laen studeret optagelser fra sidste søndags kamp mod Wisla Plock.

- Vi laver masser af mål, det er jeg slet ikke i tvivl om. Vi skal derimod lukke mere ned i forsvaret. Specielt deres stregspiller scorede for mange mål mod os i Polen, og det skal ikke gentage sig, siger han.

Det danske hold kommer til at spille uden svenskeren Kim Andersson, som kom til skade med sin hånd i kampen i Polen i sidste weekend. Holdet har dog vænnet sig til det, for den svenske stjernespiller var heller ikke med i holdets to seneste ligakampe.

Ifølge træner Aron Kristjansson giver det et større ansvar til en spiller som Kasper Irming.

- Kasper Irming får naturligvis en vigtig rolle - både på backpladsen, på fløjen og ved indløb fra fløjen. Vi kommer også til i perioder at spille med tre højrehåndede bagspillere, og vi har også en mulighed for noget 4-2-spil. Så vi har mange varianter i værktøjsskuffen, siger træneren.

Kampstart er søndag klokken 16.55.

/ritzau/