Lars Kjølbæk: Jeg kan fortælle psykologen det hele

Skrevet af admin

24/11/2014

Mest læste i dag

Han stod ved kanten til havnebassinet i Næstved og kiggede ned i det decemberkolde vand. Fristet til at hoppe i og gøre en ende på livet.

Snart er det to år siden, at verden faldt sammen for Lars Kjølbæk. Hans mor skulle dø af kræft, og han og kæresten havde besluttet at gå fra hinanden.

- Jeg syntes, at det hele var unfair, og at det altid var mig, tingene gik ud over. Jeg havde ikke lyst til at leve mere og havde nøje tænkt det igennem, inden jeg tog hjemmefra, siger Lars Kjølbæk.

Men han når aldrig at springe, for kæresten ringer til politiet, og Lars Kjølbæk bliver dagen efter tvangsindlagt.

Han skal i behandling, ellers risikerer det at ende galt, konkluderer lægerne på den psykiatriske afdeling. Det bliver begyndelsen på en lang rejse tilbage til livet for den dengang 22-årige butiksslagter.

Han tilbydes samtaleterapi, og det er effektivt - ikke bare for Lars Kjølbæk. Et registerstudie af knap 6000 danskere, der har forsøgt selvmord og fået samme gratis tilbud, viser, at risikoen for en gentagelse falder med næsten en tredjedel sammenlignet med en kontrolgruppe, som ingen terapi modtager.

Behandlingen fokuserer på de begivenheder, der udløste selvmordsforsøget, ligesom deltagerne får konkrete råd til, hvad de skal gøre, hvis selvmordstankerne vender tilbage.

Det gjorde de især de første måneder hos Lars Kjølbæk. Hjemme efter indlæggelsen ordineres han medicin, samtidig med at han begynder til samtaler hos en psykolog i et regionalt center for selvmordsforebyggelse.

- Ved de første samtaler brugte vi meget tid på at tale om, at jeg skulle bevæge mig, når de dårlige tanker kom. Gå, løbe eller køre en tur, siger Lars Kjølbæk.

Men lige så meget betød det, at han for første gang fik hjælp til at sætte ord på, hvad det har betydet at vokse op med en mor, som gennem det meste af hans barndom og ungdom var syg af leukæmi.

- Det fedeste ved at tale med en psykolog er, at hun ikke kender mig privat. Jeg kan fortælle hende ting, som jeg aldrig ville kunne sige til min far eller andre i familien, for så vil de bare blive kede af det, siger Lars Kjølbæk.

/ritzau/