Laudrup: Tottenham er Leicesters største konkurrent

Skrevet af admin

14/02/2016

Mest læste i dag

Der er vist ikke mange eksperter eller fodboldfans tilbage, som ikke har sensationsholdet Leicester som en endog seriøs bejler til det engelske mesterskab i år.

Kasper Schmeichel og holdkammeraterne har åbnet et hul på fem point ned til de nærmeste forfølgere med 13 runder tilbage af sæsonen.

I weekenden gæster man så en anden titelaspirant i form af Arsenal, mens de to øvrige hold i top-4, Tottenham og Manchester City, tørner sammen i Manchester.

Opgørene vil give et fingerpeg om, hvilket hold der står bedst rustet i kampen for at indhente Leicester. Ifølge Brian Laudrup, der gør sig som Premier League-ekspert for 6'eren, taler meget for et mesterskab med rød-hvid aftegning.

- Lige nu må man give fordelen til Tottenham (blandt de tre forfølgere), selv om jeg før sæsonen personligt overhovedet ikke troede, at de ville komme i top-5. Jeg ville for fire-seks uger siden have forsvoret, at Tottenham kunne blive mester, siger den tidligere landsholdsstjerne.

Hos det hvidklædte London-hold spiller Christian Eriksen en central rolle, men det er et par andre navne, Brian Laudrup trækker frem, når han skal pege på, hvad der har ændret sig for holdet siden sidste sæson.

- Der er ingen tvivl om, at Tottenham har overrasket så at sige alle. De har spillet med det samme mandskab hele sæsonen, og så er der kommet nogle spillere som Heung-Min Son og især Dele Alli, der har spillet helt fantastisk i så ung en alder, siger Laudrup.

Ligesom Leicester har også Tottenham været forskånet for skader til stamspillere i sjælden grad, og det skal fortsætte, hvis drømmen om et mesterskab til Eriksen og co. skal kunne realiseres.

- De er meget mere skrøbelige (end Arsenal og Manchester City, red.). Jeg har jo sagt gennem sæsonen, at uden Harry Kane var Tottenham et halvt hold, og det står jeg også stadig ved, siger Brian Laudrup.

- Men det gode for Tottenham er, at han spiller hele tiden, og han har altså leveret varen.

Det er dog fortsat Leicester, som står med de bedste kort på hånden i mesterskabskampen. Og hos søndagens modstander Arsenal tager man intet for givet mod det overraskende førerhold.

- Man er nødt til at have den største respekt for dem. Men det er vores job nu at få stoppet Leicesters eufori, siger Arsenals tyske midtbanekreatør Mesut Özil til det tyske medie SID.

- At Leicester fører Premier League med denne margin i februar er en af de største overraskelser i de store europæiske ligaer de seneste år.

Arsenal har selv ligget på førstepladsen tidligere i sæsonen, og kigger man på trupperne hos de fire nuværende tophold, er spillermaterialet hos Arsenal og Manchester City af en anden kaliber.

Men Tottenham og Leicester har noget, som de to andre titelkandidater ikke har, forklarer Brian Laudrup.

- De er simpelthen så homogene. Hvis man kigger på dem som hold, har de ikke i nærheden af de profiler, som City og Arsenal har, men vi har set de seneste uger med Arsenal og City, at de altså ikke er konstante i deres præstationer. De er ikke stabile nok, siger han.

/ritzau/