LeBron James' hold hamrer mod NBA-finale med ny udesejr

Skrevet af admin

23/05/2015

Dagens topnyheder

I grundspillet vandt Atlanta Hawks Eastern Conference foran Cleveland Cavaliers, men i de to holds indbyrdes NBA-semifinale er rollerne byttet rundt.

Cleveland Cavaliers med superstjernen LeBron James har taget sikker kurs mod sæsonens NBA-finale.

Natten til lørdag dansk tid vandt Cleveland også den anden kamp i semifinaleserien. Med cifrene 94-82 bragte holdet sig foran 2-0 i serien, der også fungerer som finale i Eastern Conference.

Igen spillede LeBron James en stor rolle, da han undervejs blev noteret for 30 point, 11 assister, og ni rebounds.

Og så var det faktisk ikke til at se, at Cleveland manglede en anden stor profil Kyrie Irving, der er ude med en skade.

Da der spilles bedst ud af syv kampe, er Cleveland bare to sejre fra avancement. Det er værd at bemærke, at de to første sejre begge er faldet på udebane, så Cleveland nu har mulighed for at afgøre serien på hjemmebane, hvor de to næste kampe spilles.

Det var i øvrigt første gang i sæsonen, at Atlanta tabte to hjemmekampe i træk.

I den anden semifinale fører Golden State Warriors med 2-0 mod Houston Rockets.

Warriors har vundet knebent i de to første kampe på hjemmebane.

/ritzau/