Lidegaard: EU styrker partnerskab med Ruslands naboer

Skrevet af admin

06/05/2015

Mest læste i dag

EU svigter ikke Ruslands nabolande i EU's østlige partnerskab. Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) i Helsingør efter sit møde med nordiske kolleger fra Sverige, Finland, Norge og Island samt baltiske kolleger fra Estland, Letland og Litauen.

Udmeldingen kommer få uger før EU holder det 4. topmøde i Riga med sit østlige partnerskab. Et møde, der bliver holdt i skyggen af det anspændte forhold til Rusland, som også afspejles i Martin Lidegaards udtalelser:

- Det bliver vort fjerde topmøde med vore østlige naboer, men måske det vigtigste af dem alle. Topmødet besegler skæbnen for vort østlige partnerskab, siger Martin Lidegaard og tilføjer:

- Alle vi her i Helsingør er enige om, at vi må støtte og vise vor vilje til at være en stabil partner for alle lande, som vil have fremskridt med demokrati og reformer for at skabe velstand, demokrati og mindre korruption.

EU's partnerskab rummer Ukraine, Hviderusland, Armenien, Aserbajdsjan, Georgien og Moldavien. Mens Hviderusland vender sig mod Rusland, har Rusland grebet ind i Georgien og har oprettet enklaven Trabnsdnjster i Moldavien.

Værst er det i Ukraine, hvor Rusland har indlemmet Krimhalvøen i sit territorium og støtter separatister i det østlige Ukraine. Kampene stilnede først af, da den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Francois Hollande forhandlede Minsk-aftalen.

Aftalen omfatter Rusland og Ukraine og pålægger de krigsførende parter at stifte en våbenstilstand og trække deres styrker tilbage. Og den skal holdes, understreger den danske udenrigsminister efter mødet i Helsingør:

- Vi opfordrer alle partnere og aktører til at overholde Minskaftalen. Vi opfordrer Rusland til at indstille leverancer af militært udstyr samt træning af separatister og opfordrer den ukrainske regering til at fortsætte reformprocessen, siger Martin Lidegaard.

I Ukraine er der to fronter: Den militære i øst og kampen mod korruption i vest, vurderer han.

/ritzau/