LIGE NU: Føtex i Herning evakueres efter bombetrussel

Et område omkring Bredgade i Herning er torsdag først på aftenen blevet spærret, mens politiet undersøger en bombetrussel mod et Føtex-varehus, oplyser vagtchef Ole Vanghøj, Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi har afspærret området og er ved at få kunder og personale ud, siger Ole Vanghøj.

Bombetruslen var skrevet bag på en lottokupon, som en borger havde fundet i nærområdet og indleveret i butikken.

- Der stod noget i retning af, at en bombe ville gå af i butikken klokken 19, siger Ole Vanghøj.

Politiet modtog anmeldelsen af bombetruslen torsdag klokken 17.50.

Politiet har på nuværende tidspunkt ingen idé om, hvem der står bag truslen.

/ritzau/

Dagens Gossip