Lionel Messi tager CL-rekord med mål på Cypern

Skrevet af admin

25/11/2014

Dagens topnyheder

Lionel Messi er nu ene om at have rekorden som den mest scorende spiller i Champions League-historien.

FC Barcelona-stjernen scorede tirsdag aften sine mål nummer 72, 73 og 74 i Europas største klubturnering, da det spanske storhold slog Apoel FC med 4-0 på Cypern.

Den 27-årige argentiner tog rekorden, da han øgede til 2-0 syv minutter før pausen, efter at Luiz Suarez kort forinden havde givet Barcelona føringen.

Messis rekordscoring var måske ikke den smukkeste, han har lavet, da han tæt foran mål dirigerede et langskudsforsøg fra Rafinha over målstregen.

Så var der til gengæld lidt mere for feinschmeckerne, da Messi efter pausen gjorde det til 3-0 med et fladt skud, der blev placeret helt ude ved stolpen.

I slutminutterne fuldendte argentineren en stor aften, da han scorede sit tredje mål i kampen.

For tre uger siden tangerede Messi den spanske angriber Rauls rekord på 71 mål i Champions League, da han nettede to gange i en 2-0-sejr over Ajax Amsterdam.

Lionel Messi kan dog ikke vide sig sikker på, at han får lov til at beholde målrekorden i særlig lang tid.

Real Madrids Cristiano Ronaldo bejler også til rekorden med indtil videre 70 mål i Champions League.

Kampen på Cypern bød også på en mindre bet for Barcelona, da Rafinha måtte forlade banen efter to advarsler. Også Apoel FC sluttede opgøret med blot 10 spillere på banen.

/ritzau/