Listeriasag: Delika trækker pålæg tilbage

Skrevet af admin

20/08/2014

Mest læste i dag

Pålægsvirksomheden Delika trækker nu pålæg, der er solgt til cateringvirksomheder og Rema 1000 i perioden fra 8. august til 19. august tilbage.

Det sker i forbindelse med den seneste tids listeria-udbrud, hvor Fødevarestyrelsen har taget prøver for listeria hos en række fødevarevirksomheder.

Analyser af produkterne fra Delika Hammel viser ingen fund af listeria, men Fødevarestyrelsen har fundet listeria i miljøet i sliceafdelingen.

Tilbagetrækningen sker for at sikre forbrugerne og udelukke enhver tænkelig risiko for smitte.

Delika har i samråd med Fødevarestyrelsen besluttet at gennemføre en ekstraordinær rengøring og desinficering af afdelingen.

Virksomhederne har alle handlet med Jørn A. Rullepølser A/S, hvor hovedkilden til udbruddet tidligere er blevet fundet.

/ritzau/