Ludoman vil frifindes for hjemmerøveri mod 81-årig

Skrevet af admin

26/05/2016

Mest læste i dag

37-årige Brian Pedersen, der torsdag er blevet idømt fem års fængsel for hjemmerøveri mod en 81-årig kvinde, ankede dommen på stedet.

- Det er ikke ham, der har gjort det, siger hans forsvarer Morten Hartelius.

En tidlig morgen i november bankede en maskeret mand på døren hos den 81-årige kvinde i Rønne. Han tvang hende op i soveværelset, hvor han bandt hendes hænder sammen og satte tape for hendes mund.

Han tog så hårdt fat i kvinden, at hun fik brækket sit håndled. Mens hun var bundet, stjal han kontanter og dankort fra hendes pung, der lå i en taske, hvor han også fandt pinkoden.

Kort tid efter hævede han i alt 8000 kroner i to hæveautomater. Kvinden blev efterladt med tape for munden under en dyne.

Det var blandt andet billeder fra overvågningskameraet ved hæveautomaterne, som var med til at få Brian Pedersen dømt. Her kan man se en mand, der er iført de samme sko og bukser, som Brian Pedersen senere på dagen havde på i en spillehal.

- Det er bare et tilfælde. Det er nogle helt almindelige bukser og nogle helt almindelige gummisko, som man kan købe alle vegne, siger Morten Hartelius.

- En gerningsmand ville selvfølgelig have smidt de bukser og sko langt væk, hvis han var blevet optaget på et overvågningskamera.

Et par måneder inden røveriet havde Brian Pedersen arbejdet som håndværker i offerets hus. Allerede ved den lejlighed skal han have stjålet 4000 kroner.

Foruden tyveri og røveri mod den 81-årige kvinde er han blevet dømt for tyveri af to dankort i et andet hus, hvor han arbejdede som håndværker. Han var tiltalt for yderligere fem tyverier og et indbrud, som han dog blev frifundet for.

For et par år siden blev loven skærpet, så et hjemmerøveri i udgangspunktet skal give fem års fængsel. Hjemmerøveri anses som særligt alvorligt, fordi det dækker over, at en gerningsmand trænger ind i et privat hjem for at røve.

Derfor straffes det langt hårdere end for eksempel et indbrud, hvor tyven bliver overrasket af husets indehaver og måske anvender vold og trusler for at slippe væk. Dermed bliver tyven røver - dog uden at have planlagt det.

/ritzau/