Magnussen fastholder optimisme trods svær sæson

Skrevet af admin

28/07/2016

Dagens topnyheder

Fredag tager danske Kevin Magnussen og de andre formel 1-kørere hul på det tyske grandprix i Hockenheim, der er det sidste grandprix, før der er fire ugers pause.

Ind til nu har det været en svær sæson for Renault-holdet, der kun har de seks point, som den 23-årige dansker vandt i det russiske grandprix i foråret. Alligevel er Kevin Magnussen optimistisk for fremtiden.

- Det har været en svær sæson for hele holdet, men det er også starten på et stort projekt og meget interessant at være en del af. Alt er ved at vokse og blive genopbygget.

- Fundamentet for fremtiden er blevet lagt. Jeg har nydt året ind til nu, og jeg er sikker på, at det vil fortsætte, siger Renault-køreren til holdets hjemmeside.

Han fik en dårlig start ved det seneste grandprix i Ungarn, hvor han endte med en 15.-plads. Lørdagen forinden havde han også kikset i kvalifikationen, så han kun fik en startposition som nummer 19.

- Vi leverer ikke det, vi gerne vil på banen for tiden, men vi vidste, at det ville blive historien i år. Vi går efter at kunne præstere i fremtiden.

- Selvfølgelig gør vi vores bedste med det, vi har nu, men jeg er sikker på, at man vil se større ting fra os i fremtiden, siger Magnussen.

Danskerens holdkammerat Jolyon Palmer klarede sig en del bedre i Ungarn, hvor han var han et stykke tid lå til point, men briten gled af banen og måtte nøjes med en 12.-plads.

Renault-bossen Cyril Abiteboul ser det seneste løb som et bevis på, at holdet er på vej i den rigtige retning halvvejs gennem sæsonen.

- Vi går nu ind til den sidste del af året med vores plan tilbage på sporet. Vi vidste, at de første løb ville handle om genopbygning og om at skabe et fundament, men vi havde en sværere tur end forventet.

- Men i Budapest viste vi, at vi har taget et skridt fremad - ikke bare i vores egen præstation, men også i forhold til vores konkurrenter.

- I løbet var vi i stand til at udkøre Haas, Sauber og endda Force India, og Jolyon var tæt på at tage sine første point, siger Abiteboul til Formula1.com.

/ritzau/