Makienok glæder sig til danskermøder i England

Skrevet af admin

02/08/2015

Dagens topnyheder

Simon Makienok forlod de velkendte rammer i Brøndby sidste sommer for at jagte eventyret i italienske Palermo, men efter et år stort set uden spilletid tog han turen til London og Charlton på en lejeaftale denne sommer.

Her skal den høje angriber forsøge at få gang i karrieren igen i den næstbedste engelske række, The Championship.

- Mit skifte går ud på at komme tilbage på rette spor i min karriere, og der føler jeg, at Charlton er det bedste sted for mig, fortæller Simon Makienok til Ekstra Bladet.

I The Championship spiller også Brentford, som til den kommende sæson har hentet de to danske landsholdsspillere Andreas Bjelland og Lasse Vibe, samt Fulham, hvor Lasse Vigen spiller.

Dermed er der lagt op til et par danskermøder i løbet af sæsonen, og det glæder Makienok sig til.

- Det bliver selvfølgelig nogle ekstra sjove kampe, ikke mindst mod Brentford og Fulham i og med, at man har nogle danskere at snakke med inden og efter kampen, siger den tidligere Brøndby-angriber.

Inden skiftet til Charlton gik der også rygter om, at en tilbagevenden til Brøndby var en mulighed, men det ønsker Makienok ikke at kommentere på.

- Nu er jeg her, så det vil jeg ikke kommentere på. Jeg er glad for at være i Charlton.

/ritzau/