Makienok-skade indrammer sløj danskerdag i England

Skrevet af admin

29/08/2015

Dagens topnyheder

Simon Makienok er rejst til Charlton på en lejeaftale i denne sæson i håbet om at få karrieren tilbage på rette spor efter et rædselsophold i Palermo.

Men efter en godkendt start i de første kampe må den tidligere Brøndby-bomber nu sandsynligvis holde en pause, da han i lørdagens opgør mod Wolverhampton udgik med en skade allerede efter 18 minutter.

Charlton beretter på Twitter, at der sandsynligvis er tale om en forstrækning.

Det endte også med et nederlag til Charlton på 1-2, og generelt var det en halvsløj arbejdsdag for flere danskere i The Championship lørdag.

Lasse Vibe scorede ganske vist for Brentford, men på hjemmebane blev det alligevel til et 1-3-nederlag til Reading.

Også Jonas Knudsen og Ipswich indkasserede et hjemmebanenederlag, da Brighton stak af med tre point efter en sejr på 3-2.

Birmingham vandt ude mod Milton Keynes Dons med 2-0, men Nicolai Brock-Madsen måtte se hele kampen fra bænken.

Også Lasse Vigen Christensen var placeret på bænken hos Fulham, men han kom ind mod kampens slutning og havde således en lille andel i holdets sejr på 3-1 ude mod Rotherham.

Danskeren nåede også at markere sig med et gult kort.

/ritzau/