Maldini overhaler Beckham i kamp om nyt Miami-hold

Skrevet af admin

22/05/2015

Mest læste i dag

Den tidligere fodboldspiller Paolo Maldini ser ud til at få succes med at lancere et nyt fodboldhold i Miami for næsen af David Beckham.

Mens Beckhams projekt tilsyneladende er strandet på, hvor hans nye fodboldholds hjemmebane skal ligge, annoncerede Paolo Maldini sent torsdag aften, at han har slået sig sammen med entreprenøren Riccardo Silva for at lancere Miami FC.

Den nye klub skal i første omgang spille i Nordamerikas næstbedste fodboldrække NASL, North American Soccer League, og det skal den efter planen gøre allerede fra 2016.

- Jeg har en stærk tro på væksten af fodbold i USA, og dette er et perfekt projekt for at udvikle et fodboldhold i topklasse i en af verdens vigtigste byer, siger Paolo Maldini.

- Vi tror på, at den hastigt voksende NASL er den perfekte platform for at udvikle et succesrigt hold og en god forretning, siger Maldini videre.

NASL har fået stigende opmærksomhed på det seneste, hvor også den tidligere brasilianske fodboldspiller Ronaldo er kommet til og er trådt ind i ejerkredsen af en anden Florida-baseret klub Fort Lauderdale Strikers.

Også New York Cosmos har fået nyt liv med tilgangen af Raul, som havde sin storhedstid i Real Madrid.

David Beckhams kommende hold skal efter planen begynde i den bedste fodboldrække, MLS, når holdet finder den rette beliggenhed til et fodboldstadion.

/ritzau/