Manchester City vil sikre førsteplads mod Juventus

Skrevet af admin

25/11/2015

Dagens topnyheder

Med en sejr onsdag aften på udebane over Juventus kan Manchester City sikre sig førstepladsen i Champions Leagues gruppe D.

Det er en af sæsonens store udfordringer for englænderne, der har bitter lodtrækningserfaring efter de seneste to sæsoner at være blevet ekspederet ud af en gruppevinder i 1/8-finalerne som følge af andenpladser.

- Vi har kvalificeret os til 1/8-finalerne de seneste to år, hvor vi begge gange har været uheldige at trække Barcelona.

- I år synes jeg, det er vigtigt, at vi slutter i toppen af gruppen for at undgå Barcelona eller et andet stort hold. Det er også en test for os at prøve at vinde i Torino for at vinde gruppen, siger manager Manuel Pellegrini.

Hos bookmakerne er Manchester City undertippede mod Juventus, der i sidste sæson spillede sig hele vejen til finalen i Champions League.

City-målmand Joe Hart påpeger, at det kræver fuld koncentration, hvis englænderne skal have en sejr i Italien.

- Vi skal være fokuserede. Vi kæmper i en af verdens hårdeste ligaer, hvor vi er med i toppen, så der er ingen grund til, at vi ikke også skal kunne præstere på den europæiske scene.

- Realistisk set er et point også et godt resultat, men vi kommer til alle kampe med intentionen om at vinde, siger Joe Hart.

Før kamp fem ud af seks i gruppe D har Manchester City ni point, mens Juventus har otte. Derefter følger Sevilla med tre point og Borussia Mönchengladbach med to.

/ritzau/