Mand klatrer op ad Trump Tower for at tale med Donald

En mand har onsdag lokal tid brugt tre timer på at klatre rundt på Trump Tower i New York med sugekopper på hænderne.

Tårnet er hjemsted for Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, og det var netop mandens ønske at komme til at tale med rigmanden.

Donald Trump var imidlertid ikke hjemme, så manden gik i første omgang forgæves. Præsidentkandidaten var til et vælgermøde i delstaten Virginia.

Efter at have klatret i tre timer blev han hevet ind ad et vindue af politiet.

Tv-stationer fulgte manden tæt, og helikoptere susede rundt over hovedet på klatremanden, mens han stille og roligt klatrede op ad den glasbelagte bygning.

Manden benyttede sig af fem sugekopper, som han gradvist placerede højere oppe på den enorme bygning og klatrede opad. Efterhånden som politiet åbnede vinduer, klatrede manden uden om.

- Klatreren er blevet pågrebet, tweeter presseansvarlig Carlos Nieves fra New Yorks Politiafdeling, NYPD.

Ved foden af bygningen stod horder af mennesker, journalister og politifolk og kiggede på.

Politiet forsøgte sig med at puste en stor gummipude op for at afbøde et eventuelt fald. Medierne rapporterede om frygt for regn, da det ville ødelægge sugekoppernes sugeevne.

Manden har inden sin klatretur lagt en video på YouTube, hvor han sender en besked til Donald Trump.

I videoen beder manden amerikanerne om at stemme på Donald Trump.

- Jeg er klatret op i dit tårn, for at jeg kan få din opmærksomhed. Til alle, der ser denne video: Hjælp mig med at sprede den på nettet, så den når til hr. Trump. Og husk at stemme på hr. Trump til valget, siger den unge mand på videoen.

Manden nåede helt til 21. etage, hvor politiet pågreb ham omkring klokken 18.30 lokal tid.

På det tidspunkt havde manden klatret fra femte etage.

Trump bor i den gigantiske bygning, der er placeret ved New Yorks berømte Central Park.

Bygningen er 58 etager høj. Ud over at være bolig for rigmanden og hans familie indeholder bygningen også hovedkvarteret for præsidentkandidatens Trump Organization.

/ritzau/

Dagens Gossip