Mand mødte op på politigård: Tjek mig lige

Skrevet af admin

29/01/2015

Mest læste i dag

Klokken 03.05 natten til torsdag troppede en 30-årig mand fra Litauen op på politigården i Randers. Han bad politifolkene om at tjekke ham i registrene, oplyser Østjyllands Politi.

Politiet tjekkede manden og konstaterede, at pågældende var udvist fra Danmark med indrejseforbud til 31. oktober 2020.

Den 30-årige mand blev derfor anholdt, og politiet krævede ham varetægtsfængslet ved Retten i Randers torsdag.

I stedet for en varetægtsfængsling endte manden med at få en straksdom på otte måneder fængsling til direkte afsoning.

Den 30-årige mand er tidligere idømt fængsel i otte måneder for at have overtrådt et indrejseforbud.

Med den nye overtrædelse og deraf følgende ekstra straf åbnes mulighed for afsoning i hjemlandet, hvilket anklagemyndigheden forsøgte.

Han kan dog ikke overføres til afsoning i hjemlandet. Seneste dom på otte måneder indeholdt også straf for anden kriminalitet, hvorimod den nye er ren overtrædelse af indrejseforbud, oplyser politiet.

/ritzau/