Mand truede med at sprænge bombe i Sønderborg

Skrevet af admin

26/07/2016

Mest læste i dag

En tilsyneladende psykisk syg mand skabte natten til tirsdag frygt i Sønderborg, da han råbte, at han var i besiddelse af en maskinpistol, og at han ville sprænge en bombe.

Nervøse naboer og en forbipasserende på Kærvej i byen slog alarm til politiet, der ikke turde tage nogen chancer i forbindelse med episoden.

- Vi var lige pludselig meget oppe på mærkerne, siger Anders Hansen, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, om sagen, der blev anmeldt klokken 02.18.

Politiet aktiverede derfor sin reaktionspatrulje, der er trænet i sådanne situationer og kan benytte særlige våben.

Samtidig omringede patruljer området, hvor manden først havde virket truende på gaden og senere bevægede sig ind i sin lejlighed.

- Vi vurderer, at der er så mange mennesker i området, at vi ikke bare kan afvente, hvis manden virkelig er i besiddelse af våben, siger Anders Hansen.

- Så patruljen sprænger sig gennem en dør og går ind og overmander ham. Vi har ransaget hele lejligheden, og der var heldigvis ikke noget, lyder det videre.

Den 44-årige mand viser ifølge politiet tegn på at være psykisk syg. Det står ikke klart, hvorfor han fremsatte truslerne.

- Han blev anholdt lidt før klokken 03, og lige nu sidder han på politistationen og venter på, at vi skal snakke med ham. Han havde også drukket, så han skal lige vente lidt, lyder det fra Anders Hansen.

/ritzau/