Mange frygtes druknet i migranters forlis på Middelhavet

Skrevet af admin

26/05/2016

Dagens topnyheder

Mange personer frygtes omkommet i et bådforlis med migranter på Middelhavet, oplyser Italiens kystvagt ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kystvagten havde først opgivet antallet af druknede til 80, men det har myndigheden siden trukket tilbage.

En talsmand for EU's militære indsats til bekæmpelse af menneskesmuglere siger til nyhedsbureauet AFP, at op imod 30 personer formentlig er druknet.

- Vi skønner, at der er mellem 20 og 30 døde, siger Antonello de Renzis Sonnino, som er talsmand for EU-missionen.

Migranternes båd skal være forlist nær Libyens kyst, hvor en lille gruppe migranter druknede onsdag. Flere hundrede andre blev reddet.

Adskillige tusinde mennesker er reddet af patruljeskibe alene i denne uge.

Ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat er stort set alle migranter på ruten mellem Libyen og Italien i øjeblikket fra afrikanske lande syd for Sahara.

Ifølge flygtningekontoret benyttes ruten ikke i nævneværdig grad af migranter fra Mellemøsten.

/ritzau/