Manglende betaling for spiller rammer Brøndbys økonomi

Skrevet af admin

28/08/2015

Dagens topnyheder

Selskabet bag Brøndby IF har fredag udsendt halvårsregnskab, der i det store og hele ser ud som forventet, men en manglende transferbetaling kan give klubben likviditetsudfordringer.

En anden klub har ifølge Brøndby ikke overholdt betalingsforpligtelsen i forbindelse med en transfer, og det kan give problemer i forhold til pengekassen i klubben.

I halvårsregnskabet skriver Brøndby:

- Brøndby IF har i tredje kvartal 2015 ikke modtaget en væsentlig aftalt transferindbetaling, og derfor har Brøndby IF indbragt modparten for Fifa Player Status Committee, og Fifa Player Status Committee har påbegyndt behandlingen af sagen.

- Såfremt Brøndby IF ikke modtager betaling fra modparten samt ikke opnår sine mål for sponsorsalg i 2. halvår 2015, kan der være behov for, at der laves tiltag for at understøtte selskabets likviditetsberedskab.

Med andre ord er den manglende transferbetaling i en størrelsesorden, der betyder, at den nuværende likvide beholdning på omkring 11,5 millioner kroner ikke nødvendigvis er tilstrækkelig.

Dog er der allerede lavet tiltag, som skal kunne afværge problemerne:

- Bestyrelse og direktion vil vurdere selskabets likviditetssituation, når transfervinduet er afsluttet. Selskabet har tilsagn, der giver tilstrækkelig, midlertidig finansiering skulle behovet opstå.

Klubben er gået frem på både sponsorsalg, der er steget med 37 procent, og samlet omsætning, der er steget med ni procent trods den manglende omsætning fra Brøndby Food & Mind, der er lukket ned siden halvårsregnskabet i 2014.

Derfor mener direktør Jesper Jørgensen også fortsat, at klubben er på vej mod at indfri de opstillede mål for året.

- Baseret på første halvår af 2015, og det arbejde vi har gjort i forhold til de sidste seks måneder af året, så fastholder vi vores forventninger til 2015.

- Dermed forventer vi, at årets resultat fortsat vil ligge i niveauet minus 15-25 millioner kroner, siger direktøren til klubbens hjemmeside.

- Selvom et underskud altid er utilfredsstillende, så er resultatet på linje med, hvad vi tidligere har meldt ud til markedet, og det er et resultat, som er klart bedre end årsresultatet for 2014.

Brøndby har solgt både målmand Lukas Hradecky til Eintracht Frankfurt og angrebstalentet Nikolai Laursen til PSV Eindhoven, men indtægterne fra disse salg vil først blive indregnet i årets tredje kvartal.

/ritzau/