Maradona vil bekæmpe mafiaen i Fifa

Skrevet af admin

30/07/2015

Mest læste i dag

Tirsdag gjorde Michel Platini det officielt, at han agter at stille op til præsidentvalget i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) næste år.

Den franske legende kan måske se frem til at få en modkandidat i skikkelse af en anden stor personlighed fra 1980'erne.

Således melder den 54-årige argentiner Diego Maradona sig interesseret i at blive en del af det kommende Fifa.

- Jeg vil bekæmpe den mafia, som fortsat hærger inden for Fifa, siger han til tv-stationen America ifølge Skysports.com.

På det direkte spørgsmål om, hvor vidt han ønsker at efterfølge den afgående schweiziske præsident, Sepp Blatter, svarer Maradona ikke direkte.

- Jeg vil virkelig gerne være en del af Fifa, siger Maradona, der i 1986 var manden bag Argentinas VM-triumf.

Hvis Maradona sigter efter præsidentposten, skal han melde sig senest 26. oktober. Valget sker på en ekstraordinær kongres i Zürich 26. februar næste år.

Ud over Platini har også den sydkoreanske forretningsmand Chung Mong-joon i sinde at stille op til præsidentvalget.

/ritzau/