Matematikgeniet Hawking mangler en formel for Trumps succes

Skrevet af admin

31/05/2016

Dagens topnyheder

Det er ikke kun kommentatorer og politiske iagttagere, der river sig i håret for at finde ud af, hvorfor den amerikanske milliardær og politiker Donald Trump har fejet al modstand til side i Det Republikanske Parti.

Trump er nu blevet partiets præsidentkandidat.

I Storbritannien sidder Stephen Hawking, der ligger inde med en af verdens skarpeste hjerner. Han ved heller ikke, hvad der sker i USA.

Hawking er matematikprofessor på Cambridge University og er også kendt verden over, fordi han kommunikerer med omverdenen via en kunstig computerstemme, da han er svært handicappet af sklerose.

Den 74-årige professor har fulgt primærvalgene op til det kommende præsidentvalg i USA i november. Han siger ifølge avisen The Independent, at han er ude af stand til at forklare, hvorfor Trump har så stor succes.

- Det kan jeg ikke. Han er en demagog, der ser ud til at appellere til den laveste fællesnævner, siger Hawking til tv-stationen ITV.

I interviewet med tv-stationen var han i sit politiske hjørne, matematikprofessoren.

Han gentog sin appel til de britiske vælgere, som han opfordrede til at stemme for at blive i EU, når de 23. juni skal til folkeafstemning for at afgøre Storbritanniens fremtidige medlemskab af EU.

- De dage, hvor vi kunne klare os alene mod verden, er væk. Vi er nødt til at være en del af en større gruppe af nationer, både af hensyn til vor sikkerhed og vor handel, sagde han.

Hawking tilføjede, at alene risikoen, for at briterne melder sig ud, allerede har fået værdien af det britiske pund til at falde.

/ritzau/