Matthew Benham udvider sin ejerandel i FC Midtjylland

Skrevet af admin

27/04/2015

Mest læste i dag

Den engelske rigmand Matthew Benham køber flere aktier i FC Midtjylland, og ved ugens udgang ejer englænderen 86,92 procent af aktierne i selskabet bag Alka Superligaens tophold.

Det oplyser FCM Holding A/S i en børsmeddelelse.

27. marts udsendte Matthew Benham et frivilligt købstilbud til aktionærerne i selskabet om at overtage deres aktier.

Aktionærer bag 16,39 procent af den samlede aktieandel i FCM Holding accepterede tilbuddet, hvilket bringer Benhams ejerandel op på 84,59 procent af aktierne i selskabet.

Derudover har Benham indgået en aftale om køb af yderligere aktier, der vil bringe englænderens samlede beholdning i FCM Holding op på 86,92 procent af aktierne.

Handlerne forventes gennemført onsdag og torsdag i denne uge.

Benham købte sig ind i FC Midtjylland i begyndelsen af juli 2014, hvor han også tilførte selskabet 58 millioner kroner.

/ritzau/