Medie: Mourinho har skrevet under med Manchester United

Skrevet af admin

26/05/2016

Mest læste i dag

José Mourinho har angiveligt skrevet under på en kontrakt med fodboldklubben Manchester United.

Det meddeler Sky Sports.

Ifølge det britiske medie har den portugisiske manager ført samtaler med Manchester United-chefen Ed Woodward i London, og Mourinho har ifølge Sky Sports skrevet under på kontrakten.

Kontraktlængden er endnu ikke kendt, og Manchester United har ikke bekræftet aftalen.

Den engelske avis The Guardian skriver også historien og nævner, at det forventes, at Manchester United vil offentliggøre aftalen fredag. The Guardian skriver, at kontraktlængden menes at være på tre år.

José Mourinho blev i december sidste år fyret i Chelsea, hvor han har været manager i to omgange med i alt tre Premier League-titler til følge.

Manchester United fyrede tidligere i denne uge hollænderen Louis van Gaal som manager efter to år uden den helt store succes.

Manchester United sluttede i den netop overståede sæson på femtepladsen i Premier League.

José Mourinho har været træner i klubber som FC Porto, Chelsea, Inter og Real Madrid.

To gange har han vundet Champions League-trofæet, med FC Porto i 2004 og med Inter i 2010.

/ritzau/