Medie: Norske Viking accepterer AGF-bud på islænding

Superligaklubben AGF bliver forstærket af islandske Björn Daníel Sverrisson fra norske Viking, hvis spilleren klarer et lægetjek og bliver enig med AGF om en kontrakt.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

NTB citerer både avisen Aftonbladet og RA Dagsavisen.

Ifølge sidstnævnte, har Viking accepteret et bud fra AGF på midtbanespilleren, men man understreger, at Björn Daníel Sverrisson endnu ikke har gennemført lægetjekket eller forhandlet sin egen kontrakt på plads.

Ifølge RA Dagsavisen har islændingen et halvt år tilbage af sin kontrakt med Viking, og han har ved flere lejligheder gjort det klart, at han gerne vil skifte klub.

Avisen skriver, at Viking har et behov for at rette op på en hårdt presset økonomi, og at klubben ønsker at spare lønudgifterne til spilleren resten af 2016.

Björn Daníel Sverrisson har spillet 20 kampe for Viking i denne sæson og scoret fire mål.

/ritzau/

Dagens Gossip