Meningsmålinger tyder på smalt ja 3. december

Skrevet af admin

30/11/2015

Dagens topnyheder

Det bliver en gyser af en valgaften, danskerne skal igennem torsdag. I hvert fald hvis man skal tro et vægtet gennemsnit af den seneste måneds meningsmålinger, som valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet har lavet for netavisen Altinget.

Ifølge det vægtede gennemsnit vil 51,1 procent af vælgerne sige ja, mens 48,9 procent vil stemme nej til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning.

Ikke siden Maastricht-afstemningen i 1992 har forskellen mellem ja-siden og nej-siden forud for en EU-folkeafstemning været så lille, skriver Altinget.

Medtager man gruppen af tvivlere ser billedet endnu mere mudret ud. 31,8 procent af vælgerne er stadig i tvivl, mens 34,8 og 33,4 vil stemme henholdsvis ja og nej.

Dermed er antallet af tvivlere også større end op til eksempelvis afstemningen om euroen i 2000, hvor kun 12 procent af vælgerne svarede, at de var i tvivl om, hvad de ville stemme.

Fordi der er tale om flere målinger, der er lagt sammen, er det vægtede gennemsnit af målingerne mere troværdigt, forklarer Kasper Møller Hansen.

- Fordi antallet af målinger og interviewede er så tilpas højt, er det et statistisk ret sikkert resultat. Lige nu er der flertal til ja-siden, siger han til Altinget.

- Men vi har en situation, hvor meget lidt skal flyttes, før det er helt dødt løb.

Det kvalitativt vægtede gennemsnit inkluderer målinger foretaget af Epinion for DR, Gallup for Berlingske, Wilke for Jyllands-Posten, Voxmeter for Ritzau, Greens for Børsen, YouGov for Metroxpress og Norstat for Altinget.

Fire andre forskere fra Københavns Universitet har med samme udvalg af målinger lavet et andet kvalitativt vægtet gennemsnit, der kommer til modsatte konklusion med en smal føring til nej-siden.

Her fremgår det dog, at de to sider er så tæt, og at den statistiske usikkerhed gør det umuligt at sige uden tvivl, om der er et flertal til den ene eller den anden side.

/ritzau/