Merkel: Migranter er enorm udfordring for Balkan

Skrevet af admin

27/08/2015

Mest læste i dag

Det tragiske fund af op mod 50 døde flygtninge i en lastbil på en østrigsk motorvej kastede en mørk skygge over torsdagens topmøde i Wien, hvor repræsentanter fra flere Balkan-lande mødtes med blandt andre EU's udenrigschef for at drøfte flygtningekrisen i Europa.

På mødet erkendte Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, at den store strøm af flygtninge, der forsøger at frem nå til EU-landene, er en stor udfordring for landene på det vestlige Balkan.

- Nogle af dem er transitlande, og siden de står i en vanskelig økonomisk situation, står de over for store udfordringer, sagde Merkel ifølge AFP.

- Som fremtidige medlemmer af EU er det vores ansvar at hjælpe dem med problemerne, tilføjede kansleren.

Mange af de titusindvis af flygtninge, der i år er taget af sted fra primært Mellemøsten og Afrika, rejser i stigende grad via Balkanlandene i et forsøg på at nå videre nordpå i Europa.

Det har skabt spænding i mange af de lande, der ligger på ruten.

I Ungarn har myndighederne overvejelser om at styrke de sydlige grænser ved at indsætte hæren, ligesom der er planer om at lade helikoptere og politi patruljere langs grænserne.

De mellem 20 og 50 flygtninge, der torsdag blev fundet døde i en lastbil i Østrig, havde ungarske nummerplader og var muligvis kommet fra Ungarn, siger østrigsk politi.

- De flygtninge, der døde i dag, ville redde deres eget liv ved at flygte, men i stedet mistede de livet i hænderne på menneskesmuglere, sagde den østrigske kansler, Werner Faymann, på torsdagens Balkan-møde i Wien.

- Det viser endnu en gang, hvor nødvendigt det er at redde menneskeliv ved at bekæmpe de kriminelle menneskesmuglere. Det viser, at vi må tage ansvar og give asyl til de mennesker, der flygter.

Johannes Hahn, der er EU-kommissær for naboskab og udvidelse, var også i Wien, og han sagde ifølge Reuters, at EU inden for nogle uger kommer med bud på, hvad der kan gøres.

- Vi vil igen forsøge med kvoter. Jeg håber, at der i lyset af den seneste udvikling er mere parathed blandt de 28 lande til at enes om det, sagde han.

Østrigs udenrigsminister, Sebastian Kurz, taler ligeledes for at finde en hurtig løsning i EU-regi.

- Ellers vil flere og flere lande ligesom Ungarn og Danmark forsøge selv at løse krisen med deres egne tiltag. Det vil ikke virke, og det truer den europæiske idé om åbne grænser og med det ordentlig sikkerhed ved EU's ydre grænser, siger Kurz.

/ritzau/Reuters