Michael Laudrups hold sikrer CL-avancement kort før tid

Skrevet af admin

26/05/2015

Dagens topnyheder

Træner Michael Laudrup fortsætter med at skabe gode resultater i Qatar-klubben Lekhwiya.

Tirsdag aften avancerede klubben til kvartfinalerne i den asiatiske udgave af Champions League.

Det skete efter uafgjort 2-2 på hjemmebane i den anden 1/8-finale mod Al Sadd, der ligeledes er fra Qatar. Dermed gik Laudrups klub videre med en samlet sejr på 4-3.

Lekhwiya havde skabt sig et godt udgangspunkt efter sejren på 2-1 i den første kamp på udebane for en uge siden.

I den anden kamp fik holdet også en god start, da Youssef M'Sakni scorede til 1-0 efter 13 minutter. Men efter godt en halv time blev holdet reduceret til 10 spillere, da Ahmed Yaser modtog sit andet gule kort og dermed også rødt.

Det vendte kampen på hovedet. Muriqui og Ali Assadalla vekslede 0-1 til 2-1 for udeholdet, og så stod det helt lige sammenlagt.

Syv minutter før tid scorede Ismael Mohammad Mohammad dog det forløsende mål, der sendte Laudrup og co. videre i turneringen.

Michael Laudrup har i sin første sæson i klubben ført Lekhwiya til både mesterskabet og sejr i pokalturneringen i Qatar.

Danskeren har endnu ikke meldt ud, om han fortsætter i klubben.

/ritzau/