Migranter er reddet i land fra gummibåde ved Sicilien

Skrevet af Redaktionen

29/08/2016

Dagens topnyheder

Omkring 1100 migranter på vej mod Europa via Middelhavet er søndag bragt i sikkerhed. Det oplyser Italiens kystvagt ifølge Reuters.

I alt blev der lavet 11 redningsaktioner. Migranterne blev samlet op fra otte gummibåde, to små både uden køl samt en større båd. Fartøjerne befandt sig alle i strædet ved Sicilien.

Det oplyser kystvagten i en meddelelse.

Hidtil i år er 105.342 migranter nået frem til Italien i både. Det viser en ny sammentælling fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM). Mange er stævnet ud fra Libyens kyst.

En del får dog aldrig fast grund under fødderne igen. Det skønnes, at flere end 2700 børn, kvinder og mænd er druknet i forsøget på at slippe væk fra krig, uroligheder eller fattigdom.

Mange af de både, som migranterne sætter sig ned i, er både overfyldte og uegnede til at bevæge sig ud på åbent hav.

/ritzau/Reuters