Milevid afstand mellem KL og regeringen om budgetaftale

Skrevet af admin

24/05/2016

Mest læste i dag

Kommunerne tvivler på, at de kan lande en budgetaftale for 2017, når regeringen kræver, at kommuner skal betale én procent af deres serviceudgifter - godt 2,4 milliarder kroner - i omprioriteringsbidrag.

Det siger Martin Damm, som er V-borgmester i Kalundborg og formand for Kommunernes Landsforening (KL) efter tirsdagens forhandlinger med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) om næste års budget.

- De helt store knaster bliver økonomien. Der er vi ikke kommet længere i dag. Der er milevid afstand mellem os og regeringen, siger Martin Damm.

KL kræver omprioriteringsbidraget sløjfet, mens regeringen først vil føre noget af beløbet tilbage til kommunerne, når finansloven forhandles til efteråret, oplyser KL's formand.

- Finansministeriet har selv beregnet, at vi (kommunerne) skal bruge to milliarder kroner mere næste år - bare for at levere det samme. Det står i skærende kontrast til, at man vil indføre dette omprioriteringsbidrag, siger Martin Damm.

Kommunerne råder over 38 milliarder kroner i likviditetstilskud, som de ikke må bruge, fastslår KL's formand.

- Hvis de kommuner, som har mange penge, ikke må bruge dem, så er det jo ligegyldigt. Vi skal udbetale lønninger til personale i skoler, daginstitutioner, ældrepleje og handicappede, siger Martin Damm.

Spørgsmål: - Er forhandlingerne sværere i år end tidligere år?

- Det er meget sværere i år. Der er virkelig kæmpe afstand mellem os, og dét regeringen siger. Så det er tungt. Vi går altid efter at lave en aftale, men det ser rigtig svært ud. Der er ikke aftalt nye møder, oplyser KL's formand.

Ud over økonomien forhandler KL og regeringen regelsanering for at lette kommunernes bureaukrati. De ser blandt andet på beskæftigelsesreglerne.

/ritzau/