Militante angriber amerikansk universitet i Kabul

Mindst én person er dræbt og 14 andre såret, efter at militante personer har angrebet det amerikanske universitet i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Det bekræfter chefen for Kabuls hospitaler, Mohammad Saleem Rasouly, over for Reuters.

Nyhedsbureauet AFP rapporterer om 26 sårede.

Angrebet fandt sted onsdag aften lokal tid, da eksplosioner og skud rystede universitetet. Det siger afghanske kilder til flere medier.

Der er tilsyneladende tale om flere gerningsmænd, som er trængt ind på universitetets område for at angribe. I timerne efter angrebet er sikkerhedsstyrker derfor rykket ind for at finkæmme bygningen.

Ingen gerningsmænd er angiveligt blevet anholdt eller har været i konfrontation med soldater. Kabuls politichef, Abdul Rahman Rahimi, siger, at to bevæbnede mænd fortsat menes at gemme sig i universitetets bygninger.

- Vi er inde i bygningerne, og en aktion er i gang. Vi ved ikke med sikkerhed, om en eller flere gerningsmænd fortsat er i live, siger politichefen til Reuters.

Han talte sent onsdag med nyhedsbureauet over telefonen, men ville ikke uddybe yderligere, da lyset fra mobiltelefonen kunne gøre ham til et mål for væbnede skytter, der muligvis fortsat var i området.

Det amerikanske universitet har adskillige udenlandske studerende og undervisere. Det er uvist, om det er lokale eller udlændinge, der er blevet såret. Den dræbte er ifølge Reuters' oplysninger en vagt på stedet.

Studerende og undervisere flygtede i panik fra stedet, og det lykkedes en stor del af dem at komme i sikkerhed. En studerende på universitetet siger til det franske nyhedsbureau AFP, at mange også har været fanget i klasselokalerne.

- Jeg hørte eksplosioner, og der er skud tæt på. Vores lokale er fyldt med røg og støv. Vi kan ikke komme ud, og vi er meget bange, sagde den desperate studerende tidligere på aftenen.

Endnu har ingen gruppe taget skylden for angrebet. Det kommer på et tidspunkt, hvor Taliban har optrappet sin såkaldte sommeroffensiv.

Tidligere på måneden blev to af universitetets udenlandske professorer - en amerikaner og en australier - bortført midt i Kabul. Det er de seneste i en bølge af bortførelser, der har ramt den afghanske hovedstad.

Det amerikanske universitet i Afghanistan er et eliteuniversitet. Det blev åbnet i 2006 og har over 1700 studerende.

/ritzau/

Dagens Gossip