Militante støder sammen mellem Syrien og Libanon

Skrevet af admin

05/05/2015

Dagens topnyheder

Militante fra den libanesiske Hizbollah-bevægelse er tirsdag stødt sammen med den militante syriske gruppe Nusra Front ved byerne Toufeil og Britel i det østlige Libanon, tæt ved grænsen til Syrien.

Det rapporterer Hizbollahs tv-station al-Manar, og en militær kilde i Hizbollah bekræfter oplysningen over for Reuters.

- Kampene brød ud for nogle timer siden, og der er store tab på deres side, siger Hizbollah-kilden.

Ifølge al-Manar har Hizbollahs soldater dræbt mindst 12 militante fra Nusra Front.

Kilden siger, at Hizbollah overraskede soldater fra Nusra Front i "fremskudte stillinger" i udkanten af de to bjergbyer, som ligger omkring 50 kilometer fra den syriske grænse.

Nusra Front er al-Qaedas gren i Syrien.

Konflikten i Syrien har tidligere medført uroligheder i den østlige del af Libanon, der grænser op mod Syrien.

Militante fra Nusra Front har ofte været aktive langs den syriske grænse og har tidligere angrebet både Hizbollah og den libanesiske hær.

Mandag angreb militante islamister Hizbollahs stillinger på den syriske side af grænsen, hvor den libanesiske bevægelse kæmper på præsident Bashar al-Assads side.

En sikkerhedskilde sagde mandag til den libanesiske avis Daily Star, at krigere fra Nusra Front og gruppens allierede har indsat tusinder af krigere, der har spredt sig ud i området nær Libanons grænse.

I sidste måned leverede Frankrig de første våben i en større sending, der skal hjælpe de libanesiske sikkerhedsstyrker med at bekæmpe Islamisk Stat og andre militante grupper, der lægger pres på Libanons grænse mod Syrien.

Siden den blodige konflikt i Syrien brød ud i 2011 har Libanons i forvejen yderst skrøbelige stabilitet flere gange været truet på grund af urolighederne i kampene inde i Syrien.

Først i form af de millioner af flygtninge, der er strømmet ud af Syrien, og siden i form af de militante grupper i Syrien.

/ritzau/Reuters