Miljøminister vil have EU-Kommissionen dømt for nøl.

Skrevet af admin

26/01/2015

Dagens topnyheder

Miljøminister Kirsten Brosbøl vil have EU-Kommissionen dømt for nøl.

Ifølge EU-reglerne skulle Kommissionen senest i december 2013 fastsætte permanente kriterier for, hvad der udgør hormonforstyrrende stoffer. Det har de ikke gjort.

Kriterierne bruges til at afgøre om et stof må bruges i sprøjtemidler eller hverdagsgifte - også kaldet biocider.

Manglen på de permanente kriterier fik i juli 2014 svenskerne til at hive EU-Kommissionen for EU-Domstolen i en sag om manglende overholdelse af reglerne i biocidforordningen.

Det er den sag, som den danske miljøminister Kirsten Brosbøl (S) mandag oplyser, at Danmark tilslutter sig.

I øjeblikket findes der nogle midlertidige kriterier for, hvad der er et hormonforstyrrende stof, men det er ikke nok for miljøministeren, der ligesom svenskerne vil have EU-Kommissionen til at gøre deres arbejde færdig.

De midlertidige kriterier er nemlig ikke gode nok, mener Kirsten Brosbøl.

- Det vigtigste for mig er at beskytte de danske forbrugere mod de hormonforstyrrende stoffer. Med de midlertidige kriterier vi har nu, bliver mennesker, dyr og miljøet ikke beskyttet godt nok, siger hun.

- Det vil jeg ikke acceptere, og derfor skal vi nu have de kriterier på plads.

- De hormonforstyrrende stoffer mistænkes blandt andet for at være en medvirkende årsag til testikelkræft, dårlig sædkvalitet og tidlig pubertet hos piger, siger Kirsten Brosbøl.

- Derfor skal der være styr på stofferne, og vi skal have Kommissionen til at levere de kriterier, den skylder, nu. Derfor går Danmark nu ind i sagen, så vi er flere om at lægge pres på Kommissionen.

Det er endnu uvist, hvornår der kommer en afgørelse fra EU-Domstolen.

/ritzau/