Mindst 86 meldes dræbt ved terror i Ankara

Skrevet af admin

10/10/2015

Dagens topnyheder

En dobbelt-eksplosion har dræbt 86 mennesker i Ankara, Tyrkiets hovedstad, siger Tyrkiets sundhedsminister, Mehmet Muezzinoglu.

Sundhedsministeren kom lørdag eftermiddag med den dramatiske opskrivning af dødstallet, der i timerne forinden lå på først 20 og derpå 30.

Ministeren siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at 62 døde ved selve attentatet, og at 24 senere har mistet livet af deres skader.

186 mennesker er såret.

Lørdag aften siger det prokurdiske parti HDP, at dødstallet er steget til 97, men det er endnu ikke bekræftet fra myndighedernes side.

Det var ifølge myndighederne to eksplosioner, der kom meget tæt på hinanden, og som ramte nær den centrale banegård.

Tyrkiets regering siger, at der er tale om et terrorangreb, og premierminister Ahmet Davutoglu siger, at der er meget, der peger på, at det er et selvmordsangreb.

Tv-stationen CNN Turk rapporterer, at eksplosionerne indtraf kort før en planlagt fredsmarch, hvor demonstranter ville protestere mod konflikten mellem staten Tyrkiet og kurderne i den sydøstlige del af landet.

Den planlagte en demonstration vendt mod regeringen og organiseret af venstreorienterede grupper, herunder det prokurdiske parti HDP, skriver AFP.

Recep Tayyip Erdogan, Tyrkiets præsident, siger i en reaktion på attentatet, at de, der har begået det, forsøger at skabe splittelse i landet.

- Det er rettet mod freden i vor nation, siger han og opfordrer til solidaritet og beslutsomhed i svaret på terror.

Premierminister Ahmet Davutoglu skal ifølge sit kontor mødes med sine sikkerhedschefer for at drøfte situationen.

Angrebet i Ankara kommer på et tidspunkt, hvor sikkerheden i forvejen er skærpet i Tyrkiet, der den 1. november holder parlamentsvalg.

Samtidig er konflikten mellem den tyrkiske regering og den kurdiske organisation PKK blusset op med voldshandlinger igen.

Fredsprocessen ser ud til at være brudt endegyldigt sammen. Frem til juli i år var der ellers to år med våbenhvile.

Siden da er over 140 tyrkiske politifolk eller soldater blevet dræbt af kurdiske oprørere.

Tyrkerne har til gengæld gennemført omfattende bombeangreb mod kurdiske mål i grænseområdet til Irak og siger, at kampagnen har kostet 1700 militante kurdere livet.

/ritzau/Reuters