Mindst ti meldes kvæstet i togulykke i Sydfrankrig

Et tog er forulykket i det sydlige Frankrig. Omkring ti er alvorligt såret, siger redningsmandskab ifølge nyhedsbureauet AFP.

Et halvt hundrede andre passagerer har fået småskrammer og mindre skader.

Toget er tilsyneladende kørt ind i et træ, der er væltet ned over sporene, oplyser redningsarbejdere til AFP.

Radiostationen France Bleu rapporterer, at en person blev kastet ud af toget, og at flere passagerer er alvorligt såret.

På sin hjemmeside har France Bleu billeder af et splintret træ, der ligger ved skinnerne.

Ifølge Midi Libre væltede et træ og ramte toget. Regionalavisen skriver, at to mennesker er kommet alvorligt til skade, mens ti andre er lettere kvæstet.

Flere franske medier skriver, at der kan være en sammenhæng mellem det væltede træ og et uvejr med voldsomme haglstorme, som området har været ramt af.

Ulykken skete i Saint-Aunès få kilometer fra byen Montpellier i det sydlige Frankrig. Toget var på vej fra Montpellier til Nimes med omkring 200 passagerer om bord.

/ritzau/

Dagens Gossip