Minister er åben for privatisering af vand og varme

Vand og varme kan blive billigere for forbrugerne, hvis de eksisterende forsyningsvirksomheder bliver udsat for konkurrence og bliver privatiseret.

Det er konklusionen i en hemmeligholdt rapport, som regeringen har bestilt hos konsulenthuset McKinsey. Det skriver Jyllands-Posten.

Lars Christian Lilleholt (V), der er minister for energi, forsyning og klima, er åben for at gå den vej, som McKinsey anviser.

- Jeg er som minister forbrugernes talsmand. Når analyser peger på, at der er et stort effektiviseringspotentiale, er det min opgave at se på, hvordan det kan realiseres, siger Lars Lilleholt til Jyllands-Posten.

Regeringen vil i løbet af de næste måneder lægge en strategi for forsyningsområdet frem.

Brancheforeningerne Dansk Fjernvarme og Danske Vandværker er dog kritiske.

- Det utrygge ved hele manøvren er, at det ikke er et åbent spil, men foregår under radaren, hvor vi ikke engang kan få lov til at se McKinseys rapport i sin helhed, siger Kim Mortensen, administrerende direktør i Dansk Fjernvarme, til Jyllands-Posten.

Danske Vandværkers administrerende direktør, Allan Weirup, mener, at regeringens plan om en ny strategi er et forsøg på at skaffe flere penge til den økonomiske plan frem mod 2025. Planen skal vedtages til efteråret.

- Et salg af nogle af de kommunalt ejede selskaber vil give penge til kommunerne, men som reglerne er nu også til statskassen. Det lyder jo meget godt, at man vil effektivisere, men der er altså dårlige erfaringer fra udlandet med hensyn til at privatisere forsyningssektoren, siger Allan Weirup til avisen.

/ritzau/

Dagens Gossip