Minister: Et Japan uden atomkraft vil være problematisk

Skrevet af admin

21/09/2014

Mest læste i dag

Japan vil have vanskeligt ved at formulere en energipolitik uden atomkraft, hvilket i høj grad skyldes landets manglende energiressourcer og store elforbrug blandt private og virksomheder, siger landets ny handelsminister søndag.

Yuko Obuchi, datter af tidligere premierminister Keizo Obuchi, blev tidligere på måneden udnævnt til minister for økonomi, handel og industri.

Det er ventet, at hun vil hjælpe med at overbevise offentligheden om fordelene ved genindførelse af atomkraft, efter at energiformen blev sat på pause i kølvandet på atomkatastrofen i marts 2011, da en tsunamibølge forårsagede en nedsmeltning på Fukushima-værket.

- Det er vigtigt for Japan, en nation med sparsomme ressourcer, at sørge for en god energibalance. Det vil være vanskeligt at træffe et valg uden at inkludere atomreaktorer, når vi skal formulere vores langsigtede energipolitik, siger Obuchi til den statslige tv-kanal, NHK.

Den ny minister gentager regeringens plan om at ville genstarte de japanske atomkraftværker, når de opfylder landets nye standarder for sikkerhed med kernekraft.

- Nogle mennesker siger, at vi er i stand til at holde vores liv i gang uden atomreaktorer, men vi bruger gamle varmekraftværker på fuld kraft for at producere el og dække vores energibehov, men vi skal ikke føle os for sikre, siger Obuchi.

Hun siger, at Japans import af fossilt brændstof er steget med 10 milliarder yen (godt 500 millioner kroner), sammenlignet med importen inden katastrofen i 2011.

Samtidig er elregningerne steget med 20 procent for husholdninger og 30 procent for firmaer, hvilket belaster mindre virksomheder, lyder det fra ministeren.

Udnævnelsen af Obuchi afspejler premierminister Shinzo Abes bestræbelser for at øge antallet af kvinder i sin regering. Japanske medier siger, at hendes status som mor - hun er 40 år og har to drenge - vil gøre hendes støtte til den omstridte genstart af atomkraften mere overbevisende.

/ritzau/Reuters