Minister håber stadig på Cheminova-penge til Høfde 42

Skrevet af admin

27/04/2015

Mest læste i dag

Det ville klæde de aktionærer, der står til at tjene på salget af kemikalievirksomheden Cheminova, at betale en del af regningen for den forurening, virksomheden har forårsaget på Harboøre Tange.

Også selvom virksomheden har rettens ord for, at den ikke er juridisk ansvarlig for forureningen.

Sådan lyder budskabet fra miljøminister Kirsten Brosbøl (S) op til den generalforsamling, hvor aktionærerne skal tage stilling til et forslag om at lade 125 millioner kroner indgå i en fond, der skal støtte oprensning af giftdepotet.

- Det er rigtigt, at det ikke har været muligt at placere et juridisk ansvar, men der er ikke nogen tvivl om, at det er Cheminova, der er skyld i forureningen derude.

- Derfor synes jeg, det vil være en flot gestus, hvis man fra generalforsamlingens side påtager sig et ansvar, siger miljøministeren til Ritzau.

Cheminova deponerede i 1950'erne og 1960'erne tonsvis af giftigt affald i en klitgryde ved Høfde 42 ved Harboøre Tange.

I 1987 fastslog en landsretsdom, at Cheminova ikke skulle betale for oprydningen, blandt andet fordi depotet var lovligt, og virksomheden ikke havde været alene om at bruge det.

Selvom der er kørt tusindvis af tønder giftigt affald på depot i Tyskland, ligger der stadig omkring 110 ton tilbage ved Høfde 42. Det er regningen for at fjerne det affald, ministeren håber, Cheminova-ejerne vil tage en del af.

Cheminova er nemlig blevet solgt for næsten 8,3 milliarder kroner. Det er på den baggrund, at Aarhus Universitets Forskningsfond, der er største aktionær i selskabet bag kemikalieproducenten, har foreslået at oprette en fond, der skal støtte oprensning.

Det er imidlertid særdeles tvivlsomt, at forslaget vil blive vedtaget, da det kræver 90 procents opbakning.

Miljøministeren understreger, at der ikke er nogen akut fare ved depotet, da det er indkapslet, og indkapslingen ventes at kunne holde 20-30 år endnu.

- Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at acceptere, at man ikke kan pålægges at rydde op. Men reglerne var anderledes dengang.

- Vi har regler i dag, der sikrer, at det er forureneren, der betaler, forsikrer ministeren.

/ritzau/