Minister om dalende niveau: Uddannelserne skal stille krav

Skrevet af admin

08/02/2016

Mest læste i dag

Det er bekymrende, hvis fagligheden er dalende, som 400 censorer på de videregående uddannelser i sprog- og erhvervskommunikation ifølge Berlingske skriver i et brev til uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V).

Ministeren diskuterede bekymringen med Censorformandskabet i oktober.

- Det er selvfølgelig en bekymring, jeg deler. Der er forskellige skruer, der skal justeres på i forhold til kvaliteten i uddannelsessystemet, siger ministeren til Ritzau.

Ifølge censorerne bidrager den nye 7-skala sammen med mindre krævende pensumlister og studieordninger til, at studerende i dag får højere karakterer.

Censorerne har sendt brevet til uddannelsesministeren, hvor de beskriver, hvordan de oplever, at kvaliteten af de videregående uddannelser er dykket, og at kravene til de studerende er mindsket.

Det er uddannelsesinstitutionernes ansvar at sikre, at de stiller de rigtige faglige krav til de studerende, mener Esben Lunde Larsen, som dog påpeger, at regeringen ønsker at revidere det udskælde taxametersystem.

Taxametersystemet er blevet beskyldt for at tilskynde universiteterne til at presse så mange studerende som muligt igennem i stedet for at fokusere på et højt fagligt niveau.

Det nye system skal tilskynde til kvalitet og fokusere på beskæftigelsesmuligheder og uddannelse i hele landet. Hvordan det skal fungere, vil Esben Lunde Larsen dog ikke uddybe.

Danske Studerendes Fællesråd mener, at det dalende niveau skyldes besparelser på uddannelser. Ifølge rådet uddanner universiteterne i dag fem studerende for de samme midler, som de for fem år siden brugte på fire studerende.

- Desværre er automatreaktionen altid, at man skal sende flere penge, siger Esben Lunde Larsen.

- Den første studerende er altid dyrere end nummer 99. Der kan skabes en økonomi omkring større hold, som gør, at det er muligt at tilrettelægge en undervisning, som rammer flere, mener han.

Både Københavns Universitet og Roskilde Universitet har meddelt, at besparelser på de kommende budgetter vil betyde, at de bliver nødt til at fyre medarbejdere.

/ritzau/