Minister overvejer ændrede regler for lån til yderområder

Skrevet af admin

07/10/2015

Mest læste i dag

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) skal bruge de næste uger på at overveje, hvordan lånemuligheder kan forbedres for boligejere og virksomheder i de danske landdistrikter.

Ministeren har tidligere varslet regelændringer for finanssektoren, men konklusionen fra Udvalget om finansiering af boliger og erhvervsejendomme i landdistrikterne går i en anden retning.

Udvalget har ikke kunnet finde eksempler på, at uhensigtsmæssig lovgivning skulle begrænse udlånet i landdistrikterne.

- Jeg noterer mig, at konklusionen fra arbejdsgruppen er, at der ikke er brug for markante ændringer af lovgivningen. Nu vil jeg så bruge de næste uger på at danne mig mit eget overblik over, hvad jeg synes, der kan og skal gøres.

- Man vil kunne se, hvad regeringen mener, når vi om en måned kommer med vores udspil "Vækst i hele Danmark", siger Troels Lund Poulsen.

Udvalget, som er nedsat under Erhvervs- og Vækstministeriet, har dog fundet eksempler på regler, der fortolkes mere stramt, end Finanstilsynet lægger op til.

Det er blandt andet den såkaldte seksmånedersregel, hvor et realkreditinstitut skal vurdere, hvad et hus vil kunne sælges for inden for seks måneder, og vejledningen om anvendelse af rådighedsbeløb ved indberetning til Finanstilsynet.

- Det er to af de temaer, som jeg også er optaget af, siger erhvervsministeren, som ikke vil forholde sig til, om det er nødvendigt at gå skrappere til værks, end udvalget lægger op til.

- Jeg mener ikke, at det skal være statslige lån, der skal løse problemerne i landdistrikterne. Løsningen er, at vi får skabt mere vækst og dermed flere arbejdspladser. Det hænger sammen, siger ministeren.

I Dansk Folkeparti noterer landdistriktsordfører Mette Hjermind Dencker sig med skuffelse, at udvalgets anbefalinger stort set består af småændringer, som det er op til banker og realkreditinstitutter selv at gennemføre eller tage til sig.

- Man skal lede langt efter konkrete løsningsmodeller, som vi så efterfølgende kunne diskutere politisk, siger Mette Hjermind Dencker i en kommentar.

I regeringsgrundlaget inviterer regeringen finanssektoren til en "dialog" om bedre mulighed for belåning i landdistrikterne. Men Troels Lund Poulsen sagde til Ritzau 30. september, at "dialog" næppe var nok, og at regeringen ville se på lovændringer.

/ritzau/