Minister vil tidoble straf for at pløje naturen op

Skrevet af admin

02/10/2014

Dagens topnyheder

Hammeren skal i langt højere grad falde og ramme landmænd på pengepungen, når de pløjer de dele af deres marker op, der er registreret og beskyttet som særligt værdifulde naturområder – såkaldte paragraf 3-områder, skriver Politiken torsdag.

Det kræver miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i et nyt lovforslag, der skal forhindre, at sjældne dyre- og plantearter uddør.

I dag ligger bødestraffen typisk mellem 2000 og 8000 kroner, men ministeren vil hæve det vejledende bødeniveau til "minimum 20.000 kroner".

- Det er helt urimeligt, at den straf, man får i dag, er så lav. Man må gå ud fra, at en landmand nærmest ikke vil kunne mærke det, hvis man får en bøde på 2000 kroner.

- Jeg synes, det skal være noget, man kan mærke, hvis man forbryder sig mod vores fælles natur, siger Kirsten Brosbøl til Politiken.

Forslaget skal forhindre, at det kan "betale sig at spekulere i at opdyrke heder, overdrev og strandenge", og det er en del af regeringens store Naturplan Danmark, der lanceres senere på måneden.

Hos Danmarks Naturfredningsforening roser præsident Ella Maria Bisschop-Larsen forslaget om højere bødestraffe, men langer også ud efter kommunerne.

- Det er et rigtig godt tiltag. Vi kan håbe, at det virker præventivt. Men det kan ikke stå alene, siger hun.

Ella Maria Bisschop-Larsen påpeger, at der er eksempler på kommuner, der lukker øjnene for overtrædelser og aldrig indberetter dem for domstolene.

De mere end 300.000 paragraf 3-områder i Danmark er eksempelvis enge, moser og vandhuller, hvor det ifølge myndighederne vil skade dyre- og planteliv at pløje eller på anden måde ændre forholdene. Områderne udgør 415.000 hektarer, og op mod 350.000 af dem er privatejede.

/ritzau/