Ministerium ignorerer opråb om ulovlige PET-oplysninger

Skrevet af admin

31/05/2016

Dagens topnyheder

Oplysninger om både privatpersoner, organisationer og folketingsmedlemmer bliver gemt af Politiets Efterretningstjeneste, PET, selv om oplysningerne burde have været slettet.

Det fremgår af en årsrapport, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne, TET, torsdag har udgivet.

I rapporten beskriver TET, et uafhængigt kontrolorgan, en række stikprøvekontroller, som man har lavet hos PET.

- Samtidig viser tilsynets kontrol, at PET afviser at slette personoplysninger, som tjenesten ikke længere anser for nødvendige for varetagelsen af tjenestens opgaver, hvis oplysningerne indgår i dokumenter, hvis øvrige oplysninger fortsat er nødvendige for tjenesten, skriver TET.

PET afviser at slette en række personoplysninger, som TET mener burde slettes. Generelt bliver slettefristerne overholdt, men der er behov for "løbende revision".

Derfor har tilsynet ifølge rapporten forsøgt at kontakte Justitsministeriet for at gøre opmærksom på dette.

Allerede i maj 2015 blev ministeriet kontaktet og oplyst om problemstillingen. Men Justitsministeriet har trods rykkere ikke svaret på henvendelserne fra TET.

Generelt behandler PET et betydeligt antal personoplysninger på personlige drev, i Outlook, på usb-nøgler og andet.

Et mindretal af medarbejderne opbevarede et stort antal personoplysninger, som de pågældende medarbejdere oplyste ikke længere var relevante at behandle.

Også Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, modtager kritik fra det uafhængige kontrolorgan.

I mindst ét tilfælde sidste år har efterretningstjenesten indhentet oplysninger om en dansk borger ulovligt.

Desuden har FE flere gange uberettiget foretaget søgninger om danske personer og i ét tilfælde indhentet oplysninger til PET ulovligt.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne trådte i kraft 1. januar 2014.

/ritzau/