Ministerium polstrer servere før tal for studieoptag

Skrevet af admin

29/07/2015

Mest læste i dag

Tusindvis af håbefulde ansøgere vil onsdag aften sidde klar foran computeren, når adgangskvotienterne til de videregående uddannelser bliver offentliggjort på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.

Det har ministeriet dog taget højde for ved at gøre serverne parate til det store pres, der indfinder sig år efter år.

92.477 har i år søgt om optagelse på en videregående uddannelse, hvilket er det højeste tal nogensinde.

Onsdag aften ved midnatstid kan ansøgerne se, hvilke karaktergennemsnit der skal til for at blive optaget på uddannelserne, og det kan give en indikation af, om de er optaget på deres drømmestudie eller ej.

Flere tusinde vil klikke sig ind på ufm.dk, netop som tallene offentliggøres.

- På bare et par timer vil besøgstallet stige, så det svarer til én måneds normal trafik, og det sætter webserverne under voldsomt pres, lyder det i en pressemeddelelse fra ministeriet.

På baggrund af tidligere års erfaringer har Uddannelses- og Forskningsministeriet derfor forberedt sit grundigt på begivenheden. Blandt andet har leverandørerne ligesom i 2014 optimeret og stresstestet hjemmesiden.

Hvis besøgende oplever, at ufm.dk kører langsomt eller er nede, bedes de have tålmodighed og vente et kvarter, før de prøver at klikke sig ind igen.

Der er dog også andre steder at finde oplysningerne.

Blandt andet på Uddannelsesguiden.dk - ug.dk -, på uddannelsesinstitutionernes hjemmesider og på flere mediers hjemmesider.

Ministeriets twitterprofil @UFM_UDD tweeter også under hashtagget #optag15.

I 2014 søgte 91.231 ind på en videregående uddannelse, og i alt 65.094 startede på en videregående uddannelse.

/ritzau/