Ministerium undersøger avishistorie om dansk gidsel

Skrevet af admin

22/08/2014

Mest læste i dag

Det danske udenrigsministerium undersøger fortsat, om der er hold i oplysningerne i den britiske avis The Guardian om, at endnu en dansker skulle være taget til fange i Syrien.

Der var ingen kilder til oplysningerne i avisen, som dagen efter militante islamisters mord på den amerikanske journalist James Foley skrev, at islamisterne havde taget fire gidsler mere, blandt dem en dansker.

Chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice, Ole Egberg Mikkelsen, siger, at ministeriet fortsat undersøger, om der skulle være hold i oplysningerne i den britiske avis.

- Vi kan ikke sige noget konkret, om der overhovedet er en person, der befinder sig i den situation. Derfor kan vi fortsat hverken be- eller afkræfte, om der skulle være tale om en ny dansk gidselsag i Syrien, siger Ole Egberg Mikkelsen til Ritzau.

Ole Egberg Mikkelsen tilføjer, at når der kommer den slags oplysninger frem, som det skete i den britiske avis, vil Udenrigsministeriets Borgerservice altid undersøge det.

- Vi undersøger selvfølgelig de forlydender, der er kommet frem. Det bliver vi ved med, indtil vi har en afklaring i det omfang, vi kan få det. Men på nuværende tidspunkt har vi ikke noget, der kan hverken be- eller afkræfte det, siger Ole Egberg Mikkelsen.

Generelt er situationen i det borgerkrigshærgede Syrien meget vanskelig for de danske myndigheder at arbejde i.

- Det er meget vanskeligt for ambassadepersonale at arbejde i Syrien, da store dele er en konfliktzone.

- De muligheder vi normalt har for at rejse i de pågældende områder, er ikke til stede. Derfor er vores mulighed for at yde bistand i de her sager meget begrænset fordi forholdene er, som de er.

- Derfor fraråder vi på det kraftigste - og det har vi gjort længe - al indrejse i Syrien, siger Ole Egberg Mikkelsen.

Flere danskere er kommet fri efter at have været i gidseltagernes klør i Syrien. Blandt dem den danske fotograf Daniel Rye Ottosen, der mod en løsesum kom fri den 19. juni efter 13 måneder som gidsel, ifølge Ritzaus oplysninger hos de samme islamister, der myrdede amerikaneren James Foley.

/ritzau/