Mistænkelig lille taske standser tog i Hillerød

Skrevet af admin

04/05/2015

Dagens topnyheder

En lille, mistænkelig sort taske efterladt i et tog, der mandag aften i et par timer forstyrrede togdriften på Hillerød Station i Nordsjælland, viste sig at være helt ufarlig.

Kort før klokken 22 kunne alle afspærringer fjernes, og togene kunne igen køre til stationen, der er endestation for både S-tog og lokalbaner.

Det oplyser vagtchef Steffen Østergaard, Nordsjællands Politi.

- Tasken, der tilsyneladende hører til et hjemmelavet lysanlæg, indeholder noget elektronik, men ammunitionsrydningstjenestens undersøgelse har vist, at den er ufarlig, siger Steffen Østergaard.

Politiet har nu fjernet tasken, der er indbragt som hittegods.

- Der har ikke meldt sig en ejermand, og der er ikke noget id i tasken og heller ingen særlige kendetegn, så vi har taget den med som hittegods, siger vagtchefen.

Det var togføreren i et tog på spor 1, som omkring klokken 19.45 slog alarm til politiet om, at der var efterladt en lille taske i hans tog.

Togdriften blev indstillet, og politiet afspærrede i første omgang hele Hillerød Station, men afspærringen blev hurtigt indstillet til kun at omfatte selve toget, oplyste vagtchefen tidligere mandag.

Ammunitionsrydningstjenesten blev tilkaldt og arbejdede mandag aften på at finde ud af, om den mistænkelige taske er en bombe.

Men ifølge vagtchefen betragtede politiet ikke sagen som en bombetrussel, da der ikke er indtelefoneret eller indleveret trusler.

Afspærringen af toget på Hillerød Station betød, at S-togene fra København ikke måtte køre ind på stationen, der er endestation.

Indtil tasken var undersøgt, har linje A fra København haft midlertidig endestation i Birkerød, og DSB nåede at indsætte togbusser.

Heller ikke lokalbanetogene fra og til Frederiksværk, Helsingør og Gilleleje kørte helt til Hillerød, men havde midlertidige endestationer i Brødeskov, Slotspavillonen og Fredensborg.

/ritzau/